Det er 1. december

... og her er fire pletskud at fejre det med:

Love at first sight

High five

Dagens højdepunkt: Zoe udbryder 'high five', da hun ser soldaten og kongen med lapperne fremme, hvorefter klasker til bogen og forsøger at give soldaten en high five.

Bogklubben

Storesøster Zoe synes, at det er ret hyggeligt, når lillebror Rio læser med i sofaen.

Og stakkels Rio er så gylpende, at vi har været nødt til at grave dybt i hagesmækreserverne og hive Zoes 'pigefarvede' frem.

Pi+Emil

Så røg den sidste Brøgger. Lørdag lovede min lillebror Emil at elske sin Pi-Danielle resten af livet. Hun gav ham det samme løfte, og vi fejrede det i stor stil ved det mest gennemførte bryllup, jeg nogensinde har været med til. Først til vielse i Grundtvigs Kirke, senere til fest på Søllerød Kro.

Zoe-pigen blev passet af mormor i Odense, mens Rio-bassen fik lov til at rejse med sine forældre til københavnerbryllup.

Rio-rap

Sådan ser Rio ud, når han ser/hører Pigeon John.

Tit tit

Zoe leger gemme bag mors tøjstativ.

Søde unger vol. 2

Den nederste søde unge har haft et par barske døgn. Søndag blev hun syg med opkast og feber. Det udviklede sig tirsdag til åndedrætsbesvær, så jeg måtte køre hende til vagtlægen. Derfra blev vi kastet over til børnemodtagelsen på hospitalet. De valgte at indlægge Zoe natten over til observation for falsk strubehoste, da hendes vejrtrækning krævede flere og flere anstrengelser. 

Hendes tilstand krævede på et tidspunkt inhalationsmedicin, der betød, at hun skulle sidde stille med en forstøvermaske i seks minutter. Dem som kender Zoe, ved, at det ikke kan lade sig gøre, så det udviklede sig lynhurtigt til en sprællende Zoe med panisk gråd. De værste seks minutter i mit liv til dags dato.

Et par lange nætter senere, og hun er igen så småt begyndt at ligne sin sædvanlige eksplosion af energi.

Søde unger

... hvis man spørger os.

Skaldepanderne

Rio har af uransagelige årsager tabt alt håret på den forreste del af hovedet - lige som hans far er godt på vej til. Han er nu alligevel ret lækker.

Fie+Niels-Peddy

Niels-Peter - en god, gammel ven fra Odense - fik sidste lørdag en ring på fingeren.

Det samme gjorde hende her...

Zoe blev passet af farmor og farfar (eller 'barbar' som hun kalder dem begge), så jeg havde lige pludselig hænderne fri til at skyde et par billeder fra den smukke vielse...

... mens min søn lå og puttede her:

Strynø tur/retur

Søndag tog vi en dyb indånding, pakkede Fabia'en og kørte på eventyr.

Én fra Marias mødregruppe ejer et feriehus på Strynø, og havde - sød som hun er - inviteret os over på den fynske øperle.

En høj starut

Hold ferie, hvor har vi haft to mandage i træk. Skrigende unger på skift og til tider samtidig. Så det ovenstående billede er ikke så repræsentativt, kan man sige. Dog har i dag været som en kold Fanta i hedebølgen med en sovende Rio og en glad Zoe.

Sundhedsplejersken kiggede også forbi i dag for at se den lille fyr i sømmene. Han har i sin toenhalv uges levetid formået at sprænge længdevækstkurven, og er nu uden for kategori med hele 58 centimeter fra top til tå (altså fem centimeter længere end ved fødslen)!

41 ugers venten

Født med et brag

Fredag – 41 uger gravid - skal Maria til et rutinetjek på svangreklinikken. Ventetiden op til her har følt lidt som at sidde i kø på Borgerservice. Ekstremt langtrukkent. Zoe blev jo født 10 dage før termin, så vi havde nok forventet en gentagelse. Undersøgelsen afslører dog, at Maria allerede er fem centimeter åben! "Er du sikker på, at du ikke har haft veer," spørger jordemoderen med en overrasket grimasse. "Du har født inden weekenden er omme," garanterer hun nærmest. Vi cykler hjem, og gør, hvad vi har prøvet før. Venter på veer.

Ved 17-tiden begynder en række små, regelmæssige veer at ramme Maria, og jeg er mere end parat til at køre ind på hospitalet – hun skulle nødig føde i bilen, som hun var nær ved at gøre sidst (jeg har for en sikkerheds skyld lagt et par håndklæder ud i bilen, hvis nu jeg skulle blive jordemor på vejen). Lidt modvilligt får jeg lov at ringe til min mor, som har dedikeret sin ferie til at være babysitter-vagt. Hun kører straks til den fynske hovedstad. Vi når dog heldigvis lige at være med til at putte Zoe, inden vi ruller mod hospitalet.

Vi bliver indlagt på fødeafdelingen, og venter på at veerne udvikler sig. Men der sker ligesom ikke rigtig noget. 

Omkring midnat indser vi, at der nok alligevel ikke bliver noget baby-action i denne omgang, da veerne så småt er gået i sig selv. Jeg er dog ikke tryg ved at tage den tikkende babybombe med hjem igen, da jeg har på fornemmelsen, at når først veerne for alvor sætter ind, har vi ikke tid til at sidde og vente på røde lys. Maria er dog ikke begejstret for at skulle overnatte på en firemandsstue med højt aktivitetsniveau, så jeg går skeptisk med til, at vi kan prøve at trække os tilbage til hjemmefronten.

En skuffende udvikling, da vi lige var begyndt at tro, det endelig var nu. Det hele var ligesom sat i scene. Men nej. Stadig ingen baby. Tilbage til at vente.

Jeg samler vores tasker, og vi begynder at gå mod udgangen. Pludselig stopper Maria op og griber fat i min arm for at holde sig oprejst. Dér kom en af de rigtige Richterskala-veer, der giver Maria flashback til for 16 måneder siden. Vi bliver enige med jordemoderen om, at det nok ikke er den bedste idé i verden, at vi kører hjem.

Så vi vender om og bevæger os tilbage til fødestuen, hvor Maria angribes af veerne, som hun nedkæmper én for én. Udenfor danner et netop begyndt tordenvejr en passende lydkulisse. 

Da jordemoderen stikker hovedet ind til os igen en halv time senere, går det op for hende, at hun nok ikke skal løbe for langt væk. Maria er syv centimeter åben, og hun får lige pludselig travlt med at gøre klar til fødsel. Nu går det stærkt. Ikke mange minutter efter er Maria ni centimeter åben, og hun bliver smidt over på fødelejet. Maria ligger halvvejs indviklet i måleledninger, som i al hasten ikke er blevet afmonteret. 10 centimeter åben. Maria ligger og vrider sig i smerte, og spørger, om hun ikke må presse. Jordemoderen skynder sig lige at gøre det sidste klart, før hun giver grønt lys.

Fire presseveer og så er han der. En velbagt, velskabt dreng. 3690 gram tung og 53 centimeter lang.

Klokken er 1:35 og lynene glimter på nattehimlen, mens vores søn ligger på Marias bryst og nyder sin nye tilværelse.

Rio Lukas Brøgger

I fredag nats buldrende tordenvejr blev ham her født. 3690 gram tung og 53 centimeter lang. En vidunderlig lille skabning.

Hvor bliver du af, Mushi 2?

Her er, hvor vi hænger ud for tiden. Stranden. De seneste dages sommervarme har sendt os i pendulfart mellem Odense og havet (den tykke i forholdet har det for varmt i byen). 

De høje temperaturer har givet godt afkast i form af to kusiner til Zoe. Men lillebroren/lillesøsteren lader sig ikke lokke ud. Så vi venter videre.

Uge 40

Nu er Maria ved at befinde sig i den graviditetsuge, Zoe aldrig nåede til. Uge 40.

Det gør os ikke spor. Det giver os bare et par ekstra dage til at blive heeelt klar. Vi hygger i sommerhus, hænger ud med familien, besøger venner, spiser samtidig og ser film, når Zoe er lagt i seng.

Men det bliver nu spændende at se, hvilket lille menneske, der venter på at komme ud. Hvilket navn vi får brug for. Hvordan Zoe reagerer på at blive storesøster. Og sidst men ikke mindst; hvilke sovevaner babyen tillægger sig.

Bøger

... er ret underholdende. Især dem med billeder af dyr i. Og så skader det ikke, hvis mormor eller farmor læser højt.

Zoes sommertøj

Sikken jeg blogger for tiden. Men det er svært at lade være, når man kommer i tanke om, at man har en sødt billede af Zoe i sit sommeroutfit. Her i aktion.

Det er fredag

... og I skal jo også mærke, at det er weekend, så her er et lille billede af min smukke datter.

Lykke

Vores kære venner Johannes og Henriette er blevet forældre til en smuk, lille Lykke Kirstine Chemnitz Jørgensen, og jeg havde den anden dag fornøjelsen af at forevige, hvordan hun så ud én måned gammel.

Vi elsker dig, Mushi 2

Kære Mushi 2.

Undskyld vi ikke tager billeder af dig hver uge. Det betyder ikke, at vi ikke elsker dig. Det betyder bare, at vi er ufattelig travlt beskæftiget med din søde, lettere opmærksomhedskrævende storesøster.

Hvis du er en pige, har vi allerede et navn til dig. Hvis du er en dreng, er jeg stadig i gang med at overtale din mor om et navn. Hun har sagt, at hvis jeg kan lære Zoe at sige det, inden du bliver født, går hun med til det. Vi er gået i skarp træning, og kigger på billedet af dig hver dag.

Vi er så spændte på at møde dig. Kramme dig. Se hvem du er.

Vi håber og beder til, at du er én af dem, der sover om natten. Hvis ikke, så skal vi nok klare den sammen.

Vi sparkes/kysses ved,
Mor+far+storesøster

Zoes første ord

Vi har altid haft en madglad datter. Det satte hun igen tyk streg under, da hun formulerede sit første ord for et par uger siden.

Zoe og jeg var netop ankommet i vuggestuen. Vi åbnede køleskabet for at lægge hendes madpakker på plads. Og ved synet af alle de andre madpakker kom det.

"Mere."

32

... år på Jorden er en fremragende anledning til at invitere familien til grillfest i Århus. Dét udnyttede min kære storebror sig af i weekenden. 

Tak for jeres gæstfrihed. I kunne skrive en bestseller om, hvordan man er gode værter for sine gæster.

Søndag på landet

Zoe elsker at besøge farmor og farfar. Så meget plads at løbe på!

Glad i bad

Ingen aften i Brøgger-residensen uden et bad til Zoe. Dels som en del af hendes aftenritual. Dels for at få leverpostejen ud af håret.

Søndagshumøret i top

Dagens vinderskud fanget på min nye ynglingsapp, VSCO CAM.

Rebecca+Jesper

Min gamle efterskoleven Jesper blev lørdag den 7. april gift med sin søde kæreste, Rebecca. Jeg filmede den lykkelige begivenhed, og her er højdepunktsversionen.

Pige-tornadoen

Man skal stå tidligt op for at følge med hende her. Hun suser dagligt rundt på enhver af vores 74 kvadratmeter med mere energi end en hel vindmøllepark. Et sandt livsstykke.

28

Tillykke til min (drønlækre) bedste ven.

Og tak til min mor og far, som gav os en aften ude alene.

En campist i stuen

Zoe har slået telt op i stuen. Eller det er jo sådan set mig, men hun nyder initiativet.

Hip hurra for Zoe

Et bundt levende billeder fra Zoes fødselsdagsfejring på øen i søen.

Fødselsdagsbarnet på Bornholm

Vores smukke, lille Zoe Olivia er nu blevet lidt mindre lille. 365 dage er gået, siden en Odense-taximand var lige ved få hjertestop og et vidunderligt menneske gjorde sin entré i verden.

I den anledning har vi vovet os over Østersøen til moderens fødeø (efter hele otte måneders fravær) for at fejre med de bornholmske slægtninge.