28

Tillykke til min (drønlækre) bedste ven.

Og tak til min mor og far, som gav os en aften ude alene.

Sjælden alenetid

Mens Zoe råhyggede hos farmor og farfar, vandrede Maria og jeg i dag på opdagelse i området nær Wedellsborg Slot.

Første date i et halvt år

Et par timer uden gylp, majsgrød og en Zoe på armen. Maria og jeg stak i formiddags af til brunch i byen, mens min mor legede med sit barnebarn.

Lørdag på landet

(Bedste/sviger)forældre, sol og grillmad. Vores lørdag i korte træk.

Maria og jeg fik endda et kort babyløst break i solen, da vi i ammepausen kørte et lille smut til vandet, mens min mor hyggede sig med Zoe.

Da Mushi blev til Zoe

Klokken 2 natten til onsdag vågner jeg og åbner øjnene til Maria, der står ved min side af sengen. "Samuel, jeg tror, mit vand er gået." Der er endnu ingen veer, men Maria ringer alligevel til fødeafdelingen. De siger, at hun skal komme ind i morgen tidlig, hvis ikke der sker noget før. Det er svært at sove. Maria tager et gram pamol og falder til ro efter et stykke tid.

Onsdag morgen cykler vi så af sted med pakkede tasker og par forårsfugle i maven. Jordemoderen tjekker Maria og barnet, der begge har det godt. Hun beslutter sig for at give Maria en pille, der skal sætte gang i veerne. Vi bliver sendt hjem og bliver bedt om at vende tilbage klokken 17, hvis ikke veerne er blevet "gode" og regelmæssige inden. Jeg tilbyder Maria en taxi hjem, men hun vil gerne cykle. Jeg skubber hende, når veerne sætter hendes pedaler ud af rotation.

Vi kommer hjem, spiser lidt frokost, bestiller en taxi til at hente os klokken 16:45, og jeg sætter lidt Richard Gere og Julia Roberts-romantik på fjernsynet omkring klokken 14, så Marias tanker kan flygte lidt fra veerne, der så småt begynder at besøge Østerled 17. Julia Roberts når dog ikke at løbe væk fra mange bryllupper, før Maria er nødt til at forlade det romantiske univers og koncentrere sig om veer og vejrtrækning. Veerne er smertefulde og kun med to minutters mellemrum, men korte og under kontrol.

Klokken 16 tænder vi for Nyhederne og beslutter os for at måle veerne igen, når udsendelsen er slut. Divya Das har knap nok sagt på gensyn, før Maria overvældes af en ve, der kan måles på Richterskalaen. Veernes intensitet er fra det ene øjeblik til det andet steget til et skræmmende niveau, der ryster Maria. Ikke nok med at smerten er fem gange værre end sidste ve - de varer lige pludselig også halvandet minut, og hun får kun små 30 sekunder til at gøre sig klar til den næste.

Maria foreslår, at jeg måske skal få taxien til at komme nu.

Mindre end to minutter senere holder taxien klar. Maria får sine sko på, men har svært ved at bevæge sig ud af døren. Smerten er overmandende. Jeg griber alle vores tasker, smider dem ind i bagagerummet og får Maria ind på forsædet.

"Du kan næsten gætte, hvor vi skal hen," siger jeg til chaufføren. Han griner nervøst. "Nu føder hun ikke i bilen, vel?"

Marias mammutveer fortsætter i taxien og hun lider. Det er forfærdeligt for hende. Og forfærdeligt for mig at se på, men jeg prøver, så godt jeg kan, at være cool og opmuntre hende. "Så er der grønt lys." "Nu varer det ikke længe." Smerten er ustyrlig, og Maria må på et tidspunkt bide mig i kinden.

Vi er endelig fremme ved fødegangen, og vores livs værste køretur er overstået. En ny ve dukker op, og Maria vrider sig i smerte. Jeg giver chaufføren mit Dankort, river vores tasker ud af bilen og venter på, han får betalingen gennemført. Det kan Maria ikke vente på, så hun slæber sig ind ad indgangen. Jeg har det dårligt med, at jeg ikke kan følge hende, men jeg er jo nødt til at betale for taxien. Chaufføren er blevet helt befippet oven på den vilde tur, og kan ikke få betalingsterminalen til at virke. "Har du ingen kontanter?" "Jeg har 20 euros," forklarer jeg. Han prøver kortet igen. Godkendt.

Alt imens har Maria fundet en elevator og er på vej op til svangreklinikken. Hun overmandes igen af en ve og må sidde på hug, da hendes ben ikke kan bære hende.

Jeg indhenter Maria på svangreklinikken, hvor hun er i favnen på en sygeplejerske. Vi bliver guidet ned på en stue, hvor vi venter på en jordemoder. Pressetrangen melder sig pludselig hos Maria, og da jordemoderen opdager, at Maria er 10 centimeter åben, siger hendes blik det hele; hun skal ned på fødegangen med det samme!

Vi kommer ind på vores fødestue, og Maria er klar til at presse. Det er jordemoderen og sundhedsassistenten bare ikke. De beder Maria holde lidt igen, mens de kæmper for at pakke ud og gøre klar.

Klokken 16:49 (rundt regnet et kvarter efter vi ankom med taxien) - uden nogen form for smertestillende - føder Maria en lille, velskabt pige. 2885 gram og 49 centimeter lang.

Tårene fosser ud af mine øjne. Og Maria er som forvandlet, da hun får sin datter op på maven. Den nybagte mor bliver syet af hele to jordemødre i en hel time bagefter, men hun har kun øjne for sin "lille skat", som hun bliver ved med at kalde hende.

"I nåede ikke at få meget for skattepengene," sagde jordemoderen bagefter. Det er jeg nu ikke helt enig i.

Babyspark i byernes by

Så lykkedes det endelig! Turen der for et halvt år siden blev aflyst af en askesky, blev i weekenden til virkelighed. De eneste to forskelle var, at måneden nu hedder november i stedet for april, og vi kunne fejre min fødselsdag i stedet for Marias.

Paris er en pragtfuld by. Den var dog også fuld af regn. Men det gjorde nu ikke så meget.

Vi boede på et skønt lille hotel på grænsen til Montmartre, hvor dagene startede med friske croissanter, bær og appelsinjuice høstet på Rue de Martyrs. Derefter på opdagelse i den smukke by!

Lørdag var afslutningen på mit første kvarte århundrede, og det ville Mushi åbenbart også være med til at fejre, så han ønskede mig tillykke med sit første spark. Fantastisk oplevelse.

Som en badebold

Maria er den menneskelige udgave af en badebold. Hun er fuld af sjov og hører hjemme ved vandet. Så forslaget om endnu en strandtur til Nyborg (kun 12 minutter væk med tog) faldt i god jord i går eftermiddags, da hun vågnede efter sin anden nattevagt (og andensidste i denne omgang).