Vores december i forlæns og baglæns.
De kreative benspænd for årets julefilm (som jeg ikke heeelt kunne holde) var:
Regel #1
Find først et stykke musik og basér video på det
Regel #2
Alle klip skal være i bevægelse
Regel #3
Alle klip - på nær ét - skal afspilles baglæns
I filmen medvirker børnenes kanin, Bob, som desværre forvildede sig hjemmefra fem dage før jul. Zoe var helt ødelagt. Hun skrev hjertesorgersange til “sin bedste ven” og græd sig selv i søvn i dagene efter. Maria og jeg var allerede i gang med at fintrawle markedet for sorte kaniner og var tæt på at køre til Skanderborg for at finde en ny pelset kammerat Lillejuleaften. Men så ringer det på døren. Vores nabo har fundet den! Et lille mirakel, som sendte Zoe på en lyserød sky med kanelsmag og enhjørninger. Julen var reddet.
Og - som jeg plejer at pointere - til dem, som måtte se videoen og tænke: “Hvorfor ligger mit barn på gulvet og skriger over, at kræmmerhuset er tomt for slik, mens Brøgger-børnene smiler blidt og leger sammen uden at slås?” Det er en illusion. Jeg ved slet ikke, hvordan det er lykkedes mig at få så mange klip, hvor de enes.
