Velkommen i familien

Caspian Hugo og Atlas Elliot slutter sig til flokken

Solen går ned over Højby. Jeg åbner døren til loftsrummet og graver to babyautostole ud fra mørket. Som jeg klatrer ned ad trappen og sætter dem ud i bagagerummet på vores nyerhvervede tvillingemobile, går det for alvor op for mig. Vi skal have to drenge med hjem i morgen!

Solen står op over Højby. Maria og jeg kysser Zoe og Rio farvel og overlader dem i Mormors varetægt. Maria er nu præcis to uger før sin termin – standardigangsættelsestid, når man føder tvillinger.

Jordemoderen foretager hindeløsning klokken otte, hvorefter vi bliver sendt hjem igen, da der er kø til fødegangen. To timer og en halv Zootropolis-film senere ringer telefonen. "Kan du komme ind, så vi kan få lov til at møde dine søde børn," spørger jordemoderen.

Klokken 11 bliver vi guidet ind på vores fødestue, men vi ender med at sidde og vente halvanden time, før de får tid til os. På den lyse side giver det os tid til at se vores påbegyndte film færdig på min telefon. Tak, 2016-teknologi.

Så bliver det vores tur, og Maria får taget fostervandet. To timer senere er veerne stadig ikke dukket op. Hun bliver nu givet vestimulerende drop. Maria mærker herefter en optrapning, og omkring klokken 15:30 bliver det seriøst. Men Maria er totalt i kontrol, og lukker sig inde i sin egen verden, mens ve efter ve rusker i hende.

Der går dog ikke lang tid, før jordemoderen pludselig begynder at få sved på panden, da hun ser det tempo, Maria og drengene har lagt for eftermiddagen. Hun skynder sig at hidkalde tvillingefødselskavaleriet, og hurtigere end jeg kan nå at sige presseveer, bliver fødselsstuen fyldt af en hær af hvide kitler og turkis uniformer. Først kommer den koordinerende jordemoder efterfulgt af en assistent. Døren åbner igen få sekunder efter, og det vrimler nu ind med læger, flere jordemødre og andre, jeg ikke er helt sikker på, hvem er. Pludselig er vi nået op på ti voksne mennesker på den lille fødselsstue! Maria opfatter ikke, hvad der sker. Det eneste, der er virkeligt for hende nu, er den ulidelige, paralyserende smerte.

På slaget 17:36 holder jordemoderen min søn i sine hænder. Han bliver kortvarigt lagt op til Maria, som lige når at hilse på Tvilling A – for fremtiden bedre kendt som Caspian – inden han bliver undersøgt af en børnelæge og havner i mine arme.

Men kampen er ikke fløjtet af for Maria endnu. Endnu et liv venter på sin debut.

Klokken 17:40 – kun fire minutter efter sin tvillingestorebror – ser Tvilling B lys for enden af livmoderen. Vores lille Atlas. Også han kommer op at ligge på Maria, som er lykkelig over sine to, nye drenge (og at hun slap for kejsersnit).

Samtidig forsøger jeg mindre succesfuldt at holde luftfugtigheden omkring mine øjne på et lavt niveau. Vi får lykønskninger fra personalet, men jeg kan ikke andet end at nikke og smile. Ord kan ikke verbaliseres lige dér.

"Er I klar? Nu kommer den tredje!" joker børnelægen og giver mig et klap på skulderen.

Vores to drenge bliver efterfølgende vejet og målt. Caspian er 2645 gram tung og 49 centimeter høj, og Atlas folder sig ud på 2640 gram og 48 centimeter. Fem gram, fire minutter og én centimeters forskel.

Hele fødselstuehæren kan ikke helt komme over, hvor sej Maria var til at føde. "Du kan godt tillade dig at prale af din kone ude i byen," får jeg flere gange at vide. Det kan jeg, og det vil jeg, men jeg har meget mere at prale af end min kone. En stor, vidunderlig familie.

Tvillinger!

December, januar, februar. De tre hårdeste måneder er nu ved at være overstået for Maria, der har været udsat for voldsomme graviditetsgener forårsaget af to(!) voksende menneskeliv i hendes mave.

I dag - efter 19 ugers graviditet - tog jeg dette første mavebillede.

41 ugers venten

Født med et brag

Fredag – 41 uger gravid - skal Maria til et rutinetjek på svangreklinikken. Ventetiden op til her har følt lidt som at sidde i kø på Borgerservice. Ekstremt langtrukkent. Zoe blev jo født 10 dage før termin, så vi havde nok forventet en gentagelse. Undersøgelsen afslører dog, at Maria allerede er fem centimeter åben! "Er du sikker på, at du ikke har haft veer," spørger jordemoderen med en overrasket grimasse. "Du har født inden weekenden er omme," garanterer hun nærmest. Vi cykler hjem, og gør, hvad vi har prøvet før. Venter på veer.

Ved 17-tiden begynder en række små, regelmæssige veer at ramme Maria, og jeg er mere end parat til at køre ind på hospitalet – hun skulle nødig føde i bilen, som hun var nær ved at gøre sidst (jeg har for en sikkerheds skyld lagt et par håndklæder ud i bilen, hvis nu jeg skulle blive jordemor på vejen). Lidt modvilligt får jeg lov at ringe til min mor, som har dedikeret sin ferie til at være babysitter-vagt. Hun kører straks til den fynske hovedstad. Vi når dog heldigvis lige at være med til at putte Zoe, inden vi ruller mod hospitalet.

Vi bliver indlagt på fødeafdelingen, og venter på at veerne udvikler sig. Men der sker ligesom ikke rigtig noget. 

Omkring midnat indser vi, at der nok alligevel ikke bliver noget baby-action i denne omgang, da veerne så småt er gået i sig selv. Jeg er dog ikke tryg ved at tage den tikkende babybombe med hjem igen, da jeg har på fornemmelsen, at når først veerne for alvor sætter ind, har vi ikke tid til at sidde og vente på røde lys. Maria er dog ikke begejstret for at skulle overnatte på en firemandsstue med højt aktivitetsniveau, så jeg går skeptisk med til, at vi kan prøve at trække os tilbage til hjemmefronten.

En skuffende udvikling, da vi lige var begyndt at tro, det endelig var nu. Det hele var ligesom sat i scene. Men nej. Stadig ingen baby. Tilbage til at vente.

Jeg samler vores tasker, og vi begynder at gå mod udgangen. Pludselig stopper Maria op og griber fat i min arm for at holde sig oprejst. Dér kom en af de rigtige Richterskala-veer, der giver Maria flashback til for 16 måneder siden. Vi bliver enige med jordemoderen om, at det nok ikke er den bedste idé i verden, at vi kører hjem.

Så vi vender om og bevæger os tilbage til fødestuen, hvor Maria angribes af veerne, som hun nedkæmper én for én. Udenfor danner et netop begyndt tordenvejr en passende lydkulisse. 

Da jordemoderen stikker hovedet ind til os igen en halv time senere, går det op for hende, at hun nok ikke skal løbe for langt væk. Maria er syv centimeter åben, og hun får lige pludselig travlt med at gøre klar til fødsel. Nu går det stærkt. Ikke mange minutter efter er Maria ni centimeter åben, og hun bliver smidt over på fødelejet. Maria ligger halvvejs indviklet i måleledninger, som i al hasten ikke er blevet afmonteret. 10 centimeter åben. Maria ligger og vrider sig i smerte, og spørger, om hun ikke må presse. Jordemoderen skynder sig lige at gøre det sidste klart, før hun giver grønt lys.

Fire presseveer og så er han der. En velbagt, velskabt dreng. 3690 gram tung og 53 centimeter lang.

Klokken er 1:35 og lynene glimter på nattehimlen, mens vores søn ligger på Marias bryst og nyder sin nye tilværelse.

Hvor bliver du af, Mushi 2?

Her er, hvor vi hænger ud for tiden. Stranden. De seneste dages sommervarme har sendt os i pendulfart mellem Odense og havet (den tykke i forholdet har det for varmt i byen). 

De høje temperaturer har givet godt afkast i form af to kusiner til Zoe. Men lillebroren/lillesøsteren lader sig ikke lokke ud. Så vi venter videre.

Uge 40

Nu er Maria ved at befinde sig i den graviditetsuge, Zoe aldrig nåede til. Uge 40.

Det gør os ikke spor. Det giver os bare et par ekstra dage til at blive heeelt klar. Vi hygger i sommerhus, hænger ud med familien, besøger venner, spiser samtidig og ser film, når Zoe er lagt i seng.

Men det bliver nu spændende at se, hvilket lille menneske, der venter på at komme ud. Hvilket navn vi får brug for. Hvordan Zoe reagerer på at blive storesøster. Og sidst men ikke mindst; hvilke sovevaner babyen tillægger sig.

Vi elsker dig, Mushi 2

Kære Mushi 2.

Undskyld vi ikke tager billeder af dig hver uge. Det betyder ikke, at vi ikke elsker dig. Det betyder bare, at vi er ufattelig travlt beskæftiget med din søde, lettere opmærksomhedskrævende storesøster.

Hvis du er en pige, har vi allerede et navn til dig. Hvis du er en dreng, er jeg stadig i gang med at overtale din mor om et navn. Hun har sagt, at hvis jeg kan lære Zoe at sige det, inden du bliver født, går hun med til det. Vi er gået i skarp træning, og kigger på billedet af dig hver dag.

Vi er så spændte på at møde dig. Kramme dig. Se hvem du er.

Vi håber og beder til, at du er én af dem, der sover om natten. Hvis ikke, så skal vi nok klare den sammen.

Vi sparkes/kysses ved,
Mor+far+storesøster

Mushi 2

... var i dag til fotograf (bedre kendt som jordemoder).

Estimeret ankomsttid: 20. juli 2012!

Maria, som ventede et barn...

Jesus blev i år fejret på Fyn.

Det var Zoe-bamsens første jul - og hendes sidste som enebarn(!)

Da Mushi blev til Zoe

Klokken 2 natten til onsdag vågner jeg og åbner øjnene til Maria, der står ved min side af sengen. "Samuel, jeg tror, mit vand er gået." Der er endnu ingen veer, men Maria ringer alligevel til fødeafdelingen. De siger, at hun skal komme ind i morgen tidlig, hvis ikke der sker noget før. Det er svært at sove. Maria tager et gram pamol og falder til ro efter et stykke tid.

Onsdag morgen cykler vi så af sted med pakkede tasker og par forårsfugle i maven. Jordemoderen tjekker Maria og barnet, der begge har det godt. Hun beslutter sig for at give Maria en pille, der skal sætte gang i veerne. Vi bliver sendt hjem og bliver bedt om at vende tilbage klokken 17, hvis ikke veerne er blevet "gode" og regelmæssige inden. Jeg tilbyder Maria en taxi hjem, men hun vil gerne cykle. Jeg skubber hende, når veerne sætter hendes pedaler ud af rotation.

Vi kommer hjem, spiser lidt frokost, bestiller en taxi til at hente os klokken 16:45, og jeg sætter lidt Richard Gere og Julia Roberts-romantik på fjernsynet omkring klokken 14, så Marias tanker kan flygte lidt fra veerne, der så småt begynder at besøge Østerled 17. Julia Roberts når dog ikke at løbe væk fra mange bryllupper, før Maria er nødt til at forlade det romantiske univers og koncentrere sig om veer og vejrtrækning. Veerne er smertefulde og kun med to minutters mellemrum, men korte og under kontrol.

Klokken 16 tænder vi for Nyhederne og beslutter os for at måle veerne igen, når udsendelsen er slut. Divya Das har knap nok sagt på gensyn, før Maria overvældes af en ve, der kan måles på Richterskalaen. Veernes intensitet er fra det ene øjeblik til det andet steget til et skræmmende niveau, der ryster Maria. Ikke nok med at smerten er fem gange værre end sidste ve - de varer lige pludselig også halvandet minut, og hun får kun små 30 sekunder til at gøre sig klar til den næste.

Maria foreslår, at jeg måske skal få taxien til at komme nu.

Mindre end to minutter senere holder taxien klar. Maria får sine sko på, men har svært ved at bevæge sig ud af døren. Smerten er overmandende. Jeg griber alle vores tasker, smider dem ind i bagagerummet og får Maria ind på forsædet.

"Du kan næsten gætte, hvor vi skal hen," siger jeg til chaufføren. Han griner nervøst. "Nu føder hun ikke i bilen, vel?"

Marias mammutveer fortsætter i taxien og hun lider. Det er forfærdeligt for hende. Og forfærdeligt for mig at se på, men jeg prøver, så godt jeg kan, at være cool og opmuntre hende. "Så er der grønt lys." "Nu varer det ikke længe." Smerten er ustyrlig, og Maria må på et tidspunkt bide mig i kinden.

Vi er endelig fremme ved fødegangen, og vores livs værste køretur er overstået. En ny ve dukker op, og Maria vrider sig i smerte. Jeg giver chaufføren mit Dankort, river vores tasker ud af bilen og venter på, han får betalingen gennemført. Det kan Maria ikke vente på, så hun slæber sig ind ad indgangen. Jeg har det dårligt med, at jeg ikke kan følge hende, men jeg er jo nødt til at betale for taxien. Chaufføren er blevet helt befippet oven på den vilde tur, og kan ikke få betalingsterminalen til at virke. "Har du ingen kontanter?" "Jeg har 20 euros," forklarer jeg. Han prøver kortet igen. Godkendt.

Alt imens har Maria fundet en elevator og er på vej op til svangreklinikken. Hun overmandes igen af en ve og må sidde på hug, da hendes ben ikke kan bære hende.

Jeg indhenter Maria på svangreklinikken, hvor hun er i favnen på en sygeplejerske. Vi bliver guidet ned på en stue, hvor vi venter på en jordemoder. Pressetrangen melder sig pludselig hos Maria, og da jordemoderen opdager, at Maria er 10 centimeter åben, siger hendes blik det hele; hun skal ned på fødegangen med det samme!

Vi kommer ind på vores fødestue, og Maria er klar til at presse. Det er jordemoderen og sundhedsassistenten bare ikke. De beder Maria holde lidt igen, mens de kæmper for at pakke ud og gøre klar.

Klokken 16:49 (rundt regnet et kvarter efter vi ankom med taxien) - uden nogen form for smertestillende - føder Maria en lille, velskabt pige. 2885 gram og 49 centimeter lang.

Tårene fosser ud af mine øjne. Og Maria er som forvandlet, da hun får sin datter op på maven. Den nybagte mor bliver syet af hele to jordemødre i en hel time bagefter, men hun har kun øjne for sin "lille skat", som hun bliver ved med at kalde hende.

"I nåede ikke at få meget for skattepengene," sagde jordemoderen bagefter. Det er jeg nu ikke helt enig i.

Uge 38

Uge 37

Uge 36

Uge 35

Uge 34

Uge 33 (by night)

Uge 32

Get On Your Boots

Som tidligere nævnt udfordrer den voksende mave Maria på et par praktiske områder. Løsning: Skammel i entréen!

Uge 31