Fredag – 41 uger gravid - skal Maria til et rutinetjek på svangreklinikken. Ventetiden op til her har følt lidt som at sidde i kø på Borgerservice. Ekstremt langtrukkent. Zoe blev jo født 10 dage før termin, så vi havde nok forventet en gentagelse. Undersøgelsen afslører dog, at Maria allerede er fem centimeter åben! "Er du sikker på, at du ikke har haft veer," spørger jordemoderen med en overrasket grimasse. "Du har født inden weekenden er omme," garanterer hun nærmest. Vi cykler hjem, og gør, hvad vi har prøvet før. Venter på veer.
Ved 17-tiden begynder en række små, regelmæssige veer at ramme Maria, og jeg er mere end parat til at køre ind på hospitalet – hun skulle nødig føde i bilen, som hun var nær ved at gøre sidst (jeg har for en sikkerheds skyld lagt et par håndklæder ud i bilen, hvis nu jeg skulle blive jordemor på vejen). Lidt modvilligt får jeg lov at ringe til min mor, som har dedikeret sin ferie til at være babysitter-vagt. Hun kører straks til den fynske hovedstad. Vi når dog heldigvis lige at være med til at putte Zoe, inden vi ruller mod hospitalet.
Vi bliver indlagt på fødeafdelingen, og venter på at veerne udvikler sig. Men der sker ligesom ikke rigtig noget.
Omkring midnat indser vi, at der nok alligevel ikke bliver noget baby-action i denne omgang, da veerne så småt er gået i sig selv. Jeg er dog ikke tryg ved at tage den tikkende babybombe med hjem igen, da jeg har på fornemmelsen, at når først veerne for alvor sætter ind, har vi ikke tid til at sidde og vente på røde lys. Maria er dog ikke begejstret for at skulle overnatte på en firemandsstue med højt aktivitetsniveau, så jeg går skeptisk med til, at vi kan prøve at trække os tilbage til hjemmefronten.
En skuffende udvikling, da vi lige var begyndt at tro, det endelig var nu. Det hele var ligesom sat i scene. Men nej. Stadig ingen baby. Tilbage til at vente.
Jeg samler vores tasker, og vi begynder at gå mod udgangen. Pludselig stopper Maria op og griber fat i min arm for at holde sig oprejst. Dér kom en af de rigtige Richterskala-veer, der giver Maria flashback til for 16 måneder siden. Vi bliver enige med jordemoderen om, at det nok ikke er den bedste idé i verden, at vi kører hjem.
Så vi vender om og bevæger os tilbage til fødestuen, hvor Maria angribes af veerne, som hun nedkæmper én for én. Udenfor danner et netop begyndt tordenvejr en passende lydkulisse.
Da jordemoderen stikker hovedet ind til os igen en halv time senere, går det op for hende, at hun nok ikke skal løbe for langt væk. Maria er syv centimeter åben, og hun får lige pludselig travlt med at gøre klar til fødsel. Nu går det stærkt. Ikke mange minutter efter er Maria ni centimeter åben, og hun bliver smidt over på fødelejet. Maria ligger halvvejs indviklet i måleledninger, som i al hasten ikke er blevet afmonteret. 10 centimeter åben. Maria ligger og vrider sig i smerte, og spørger, om hun ikke må presse. Jordemoderen skynder sig lige at gøre det sidste klart, før hun giver grønt lys.
Fire presseveer og så er han der. En velbagt, velskabt dreng. 3690 gram tung og 53 centimeter lang.
Klokken er 1:35 og lynene glimter på nattehimlen, mens vores søn ligger på Marias bryst og nyder sin nye tilværelse.
