onsdag den 10. august 2016
tirsdag den 19. juli 2016
Caspian Hugo og Atlas Elliot slutter sig til flokken
Solen går ned over Højby. Jeg åbner døren til loftsrummet og graver to babyautostole ud fra mørket. Som jeg klatrer ned ad trappen og sætter dem ud i bagagerummet på vores nyerhvervede tvillingemobile, går det for alvor op for mig. Vi skal have to drenge med hjem i morgen!
Solen står op over Højby. Maria og jeg kysser Zoe og Rio farvel og overlader dem i Mormors varetægt. Maria er nu præcis to uger før sin termin – standardigangsættelsestid, når man føder tvillinger.
Jordemoderen foretager hindeløsning klokken otte, hvorefter vi bliver sendt hjem igen, da der er kø til fødegangen. To timer og en halv Zootropolis-film senere ringer telefonen. "Kan du komme ind, så vi kan få lov til at møde dine søde børn," spørger jordemoderen.
Klokken 11 bliver vi guidet ind på vores fødestue, men vi ender med at sidde og vente halvanden time, før de får tid til os. På den lyse side giver det os tid til at se vores påbegyndte film færdig på min telefon. Tak, 2016-teknologi.
Så bliver det vores tur, og Maria får taget fostervandet. To timer senere er veerne stadig ikke dukket op. Hun bliver nu givet vestimulerende drop. Maria mærker herefter en optrapning, og omkring klokken 15:30 bliver det seriøst. Men Maria er totalt i kontrol, og lukker sig inde i sin egen verden, mens ve efter ve rusker i hende.
Der går dog ikke lang tid, før jordemoderen pludselig begynder at få sved på panden, da hun ser det tempo, Maria og drengene har lagt for eftermiddagen. Hun skynder sig at hidkalde tvillingefødselskavaleriet, og hurtigere end jeg kan nå at sige presseveer, bliver fødselsstuen fyldt af en hær af hvide kitler og turkis uniformer. Først kommer den koordinerende jordemoder efterfulgt af en assistent. Døren åbner igen få sekunder efter, og det vrimler nu ind med læger, flere jordemødre og andre, jeg ikke er helt sikker på, hvem er. Pludselig er vi nået op på ti voksne mennesker på den lille fødselsstue! Maria opfatter ikke, hvad der sker. Det eneste, der er virkeligt for hende nu, er den ulidelige, paralyserende smerte.
På slaget 17:36 holder jordemoderen min søn i sine hænder. Han bliver kortvarigt lagt op til Maria, som lige når at hilse på Tvilling A – for fremtiden bedre kendt som Caspian – inden han bliver undersøgt af en børnelæge og havner i mine arme.
Men kampen er ikke fløjtet af for Maria endnu. Endnu et liv venter på sin debut.
Klokken 17:40 – kun fire minutter efter sin tvillingestorebror – ser Tvilling B lys for enden af livmoderen. Vores lille Atlas. Også han kommer op at ligge på Maria, som er lykkelig over sine to, nye drenge (og at hun slap for kejsersnit).
Samtidig forsøger jeg mindre succesfuldt at holde luftfugtigheden omkring mine øjne på et lavt niveau. Vi får lykønskninger fra personalet, men jeg kan ikke andet end at nikke og smile. Ord kan ikke verbaliseres lige dér.
"Er I klar? Nu kommer den tredje!" joker børnelægen og giver mig et klap på skulderen.
Vores to drenge bliver efterfølgende vejet og målt. Caspian er 2645 gram tung og 49 centimeter høj, og Atlas folder sig ud på 2640 gram og 48 centimeter. Fem gram, fire minutter og én centimeters forskel.
lørdag den 12. marts 2016
Tvillinger!
mandag den 29. december 2014
Jul i eget hus
Her er en opdatering til de to-tre læsere, vores blog må have tilbage efter et voldsomt forsømt 2014-blogår.
Det har været en begivenhedsrigt år for vores familie på fire. Maria er fyldt 30, undertegnede har fået sig et job som kommunikationskonsulent på Teknologisk Institut, og vi er alle fire flyttet i hus i Højby.
I selv samme hus fejrede vi jul i år, og det tænkte jeg måtte videodokumenteres.
mandag den 28. juli 2014
2 år

Vores vidunderlige vildbasse er ved at blive halvgammel.
Udover at være hans fødselsdag var i dag også hans første dag tilbage i vuggestuen efter sommerferien. Flere var ved at falde bagover, over hvor stor han var blevet. Det er lige før, vi heller ikke selv kan følge med. Nogle gange ønsker jeg mig, at han kan forblive to år - sådan en herlig alder.
Men det ville nok blive lidt mærkeligt i længden.
mandag den 7. juli 2014
Svensk sommer i skoven
Sidste sommer tilbragte vi en uge i en lille perle af en hytte i Snogeholm-skoven nær Ystad i Sverige. Det var sådan en succes, at vi i år besluttede at gentage den. Og jeg forudsiger, at det ikke er sidste gang, vi gør det.
Det blev blandt andet til morgen- og aftengåture under træerne, blåbærplukning bag huset, badning i søen, lösgodis i posen og en masse tid med hinanden.
I år var vi så heldige også at få besøg af vores skønne venner fra Amager, Benedikte og Arnstein og deres børn William og Naomi.
tirsdag den 10. juni 2014
Pinsetid
Vi har startet en ny tradition. Hver pinse er fra nu af dedikeret til en weekend med vores gode venner Johannes og Annika og deres to børn Albert og Lærke. Den første af slagsen blev tilbragt i skønne Tisvildeleje, hvor vi nød sol og saltvand, hinandens savnede selskab og lange lyse aftener foran bålet, solnedgangen og den ubeskrivelige udsigt over havet.
torsdag den 1. maj 2014
mandag den 21. april 2014
Påske 2014

Traditionen tro indstillede vi igen i år kursen mod Snogeholm i Sverige, hvor hele Marias familie samles for at fejre påsken.
Vi havde også i år vores helt egen hytte, så vi kunne trække os tilbage med vores skønne, aktive, larmende unger, når mørket faldt over den svenske skov.
søndag den 30. marts 2014
3 år
Abonner på:
Opslag (Atom)






