Caspian Hugo og Atlas Elliot slutter sig til flokken

Solen går ned over Højby. Jeg åbner døren til loftsrummet og graver to babyautostole ud fra mørket. Som jeg klatrer ned ad trappen og sætter dem ud i bagagerummet på vores nyerhvervede tvillingemobile, går det for alvor op for mig. Vi skal have to drenge med hjem i morgen!

Solen står op over Højby. Maria og jeg kysser Zoe og Rio farvel og overlader dem i Mormors varetægt. Maria er nu præcis to uger før sin termin – standardigangsættelsestid, når man føder tvillinger.

Jordemoderen foretager hindeløsning klokken otte, hvorefter vi bliver sendt hjem igen, da der er kø til fødegangen. To timer og en halv Zootropolis-film senere ringer telefonen. "Kan du komme ind, så vi kan få lov til at møde dine søde børn," spørger jordemoderen.

Klokken 11 bliver vi guidet ind på vores fødestue, men vi ender med at sidde og vente halvanden time, før de får tid til os. På den lyse side giver det os tid til at se vores påbegyndte film færdig på min telefon. Tak, 2016-teknologi.

Så bliver det vores tur, og Maria får taget fostervandet. To timer senere er veerne stadig ikke dukket op. Hun bliver nu givet vestimulerende drop. Maria mærker herefter en optrapning, og omkring klokken 15:30 bliver det seriøst. Men Maria er totalt i kontrol, og lukker sig inde i sin egen verden, mens ve efter ve rusker i hende.

Der går dog ikke lang tid, før jordemoderen pludselig begynder at få sved på panden, da hun ser det tempo, Maria og drengene har lagt for eftermiddagen. Hun skynder sig at hidkalde tvillingefødselskavaleriet, og hurtigere end jeg kan nå at sige presseveer, bliver fødselsstuen fyldt af en hær af hvide kitler og turkis uniformer. Først kommer den koordinerende jordemoder efterfulgt af en assistent. Døren åbner igen få sekunder efter, og det vrimler nu ind med læger, flere jordemødre og andre, jeg ikke er helt sikker på, hvem er. Pludselig er vi nået op på ti voksne mennesker på den lille fødselsstue! Maria opfatter ikke, hvad der sker. Det eneste, der er virkeligt for hende nu, er den ulidelige, paralyserende smerte.

På slaget 17:36 holder jordemoderen min søn i sine hænder. Han bliver kortvarigt lagt op til Maria, som lige når at hilse på Tvilling A – for fremtiden bedre kendt som Caspian – inden han bliver undersøgt af en børnelæge og havner i mine arme.

Men kampen er ikke fløjtet af for Maria endnu. Endnu et liv venter på sin debut.

Klokken 17:40 – kun fire minutter efter sin tvillingestorebror – ser Tvilling B lys for enden af livmoderen. Vores lille Atlas. Også han kommer op at ligge på Maria, som er lykkelig over sine to, nye drenge (og at hun slap for kejsersnit).

Samtidig forsøger jeg mindre succesfuldt at holde luftfugtigheden omkring mine øjne på et lavt niveau. Vi får lykønskninger fra personalet, men jeg kan ikke andet end at nikke og smile. Ord kan ikke verbaliseres lige dér.

"Er I klar? Nu kommer den tredje!" joker børnelægen og giver mig et klap på skulderen.

Vores to drenge bliver efterfølgende vejet og målt. Caspian er 2645 gram tung og 49 centimeter høj, og Atlas folder sig ud på 2640 gram og 48 centimeter. Fem gram, fire minutter og én centimeters forskel.

Hele fødselstuehæren kan ikke helt komme over, hvor sej Maria var til at føde. "Du kan godt tillade dig at prale af din kone ude i byen," får jeg flere gange at vide. Det kan jeg, og det vil jeg, men jeg har meget mere at prale af end min kone. En stor, vidunderlig familie.